LEKTION 1-2

Hvordan kan vi forstå sorg?

Oplever og udtrykker alle mon sorg på samme måde? Og er man i sorgens følelser hele tiden? Det og meget mere skal I sammen undersøge her. For at kunne være en god ven for en klassekammerat i sorg, er det nemlig godt at prøve at sætte sig ind i, hvordan man kan forstå sorg.

I de næste to lektioner vil I lære om:

  • At sorg er en følelse, der opstår, når man mister nogen eller noget, man elsker
  • At sorg kan komme til udtryk på mange forskellige måder
  • At man går ind og ud af sorg

Fold jeres egen notesbog

Før I går rigtigt i gang, skal I lave hver jeres notesbog. I kommer til at skulle bruge den igennem forløbet her på Lær Om Sorg.

Se her, hvordan I folder bogen.

Tal med jeres sidemakker, mens I folder jeres notesbog: Hvad forbinder I med sorg? Hvilke reaktioner på sorg kender I til?

Gør bogen til jeres egen ved at udfylde side 1.

Åbn side 1 i notesbogen, og skriv på øverste side, hvad I har talt med jeres sidemakker om.

Tid: 10 minutter

Ramona har mistet sin far

Om lidt skal I se et kort klip fra en serie af Jonas Risvig. Her møder I Ramona. Ramonas far døde for et halvt år siden, og hun kæmper nu med at genfinde sin plads i vennegruppens fællesskab efter de store omvæltninger i hendes liv.

Tal sammen i klassen, når I har set klippet. Hvad tror I, at Ramona gerne ville tale med Clara om? Og hvorfor har Clara ikke lyst til at tale til festen?

Tid: 10 minutter

Hvad er sorg?

Som I så i videoklippet, vil Ramona gerne gå en tur væk fra festen og tale med Clara, mens Clara har lyst til at feste og have det sjovt. Det er ikke altid helt nemt at vide, hvordan man kan være en god ven for en, der er i sorg. Men det kan hjælpe, hvis man bedre forstår, hvad sorg egentlig er for noget.

Lyt med, når Maria Hartmann, der er ekspert i børn og unges sorg, fortæller fem pointer om sorg. I finder også pointerne på bagsiden af jeres notesbog.

Tid: 10 minutter

Sorgens mange udtryk

Som I blandt andet hørte fra eksperten, kan sorg komme til udtryk på mange forskellige måder. Se eksempler på sorgreaktioner her

I skal nu lave to øvelser, hvor I selv arbejder med nogle af sorgens mange udtryk igennem cases med unge i sorg. Case-beskrivelserne tager udgangspunkt i fortællinger fra det virkelige liv.

Øvelse 1: Sorgens udtryk

Jeres lærer sætter jer sammen 2&2
I får nu en case og et ark med forskellige reaktioner på sorg
Læs jeres cases og arket med reaktioner
Undersøg, hvordan sorgen kommer til udtryk hos den unge i jeres case – find mindst to reaktioner
Klip de reaktioner ud, som I kan finde
Sæt reaktionerne op samlet i klassen

Tal sammen i klassen om, hvilke forskellige måder sorg kommer til udtryk i jeres cases.

   

   

Som I har hørt, går unge, der har mistet, ind og ud af deres sorg. Det betyder, at de ikke er i sorgens følelser og reagerer på sygdommen eller tabet hele tiden. Ind imellem har de pauser fra sorgen.

Øvelse 2: Pauser fra sorgen

Sæt jer igen sammen med jeres cases fra før
Undersøg, hvordan den unge i jeres case holder pauser fra sin sorg
Rejs jer op, når jeres lærer siger til
Find én fra en anden gruppe og hils pænt på hinanden
Fortæl på skift, hvad I fandt i jeres cases
Sig tak for snakken, og sæt jer tilbage

Tal sammen i klassen om, hvilke forskellige måder de unge i jeres cases holder pauser fra sorgen.

Åbn side 1 i jeres notesbog. Fold papiret med jeres case to gange, og lim den ind i notesbogen nederst på siden.

Tid: 45 minutter

Nye tanker?

Her er endnu en video om Ramona. Siden det første klip er Safi begyndt i klassen. Ramona og Safi kommer ikke så godt ud af det med hinanden fra start. Men deres venskab udvikler sig hurtigt. Safi viser sig nemlig at være rigtig god til at tale med Ramona om, hvordan det er at miste sin far samtidig med, at resten af verden og vennernes liv går videre som normalt.

Hav de fem pointer om unges sorg fra bagsiden af jeres notesbog med i baghovedet, når I ser klippet.

Tal sammen i klassen, når I har set klippet. Hvilke af de fem pointer om sorg lagde I mærke til i klippet? Hvordan kunne I se eller høre pointerne?

I er nu næsten igennem de første lektioner her på Lær Om Sorg. Men først skal I gøre jer nogle tanker om, det I har lært sammen i dag.

Når jeres lærer siger til, så rejs jer op, og gå rundt i klassen
Tænk over, hvilke nye tanker, undervisningen har sat gang i?
Når jeres lærer siger FIND EN MAKKER, går I sammen med den, der står tættest på jer
Del jeres tanker
Når jeres lærer siger GÅ, sig tak for snakken til din makker og gå videre rundt i klassen. Tænk over, hvad du er blevet mere nysgerrig på efter undervisningen?
Når jeres lærer igen siger FIND EN MAKKER, går I sammen med den, der står tættest på jer
Del jeres tanker, og sig tak for snakken


Tid: 15 minutter

Tak for nu