LEKTION 3-4

Hvordan kan sorg se ud?

Kan I mon huske Ellie? Her er hun sammen med sine to gode venner Nora og Adam.

Nogle gange forstår Nora og Adam ikke helt, hvordan Ellie kan være både sur og glad, når hendes mor er død.

For er man ikke bare ked af det, når man er i sorg? Nej, siger deres lærer Hanne. Der kan være mange følelser i sorg.

Sammen med Ellie, Nora og Adam vil I lære om:

  • at man kan føle sig anderledes og lidt alene, når man er i sorg
  • at man kan godt være glad og lege, selvom man har mistet en, man elsker
  • at man kan vise sorg på forskellige måder, og det er helt okay

Sidst og i dag

Hvad kan I huske fra sidste gang, I mødte Ellie? Måske kan billederne her hjælpe til, at I kan huske det? Tal først sammen med din makker. Bagefter taler I sammen med resten af klassen.

Tid: 15 minutter

Ellies mange følelser

Det er tid til at se endnu en lille film med Ellie.

I filmen ser I, at Ellie både kan være glad, ked af det og vred.

Man kan nemlig have mange følelser, når man er i sorg.

Tal sammen i klassen efter filmen. Hvad så I? Hvad hørte I?

Tid: 20 minutter

Stopdans med følelser

Nu skal I prøve, om I kan skifte mellem følelser. Ligesom Ellie gør i filmen.

Kender I stopdans? Det her er en særlig stopdans.

Jeres lærer siger en følelse og starter musikken. Dans, mens I viser følelsen. Stå stille, når musikken stopper.

Se rundt på de andre. Hvordan viser de følelsen?

Prøv også en runde, hvor I selv vælger en følelse. Se nu, om I kan gætte hinandens følelser.

Tal sammen i klassen. Var det nemt eller svært at gætte de andres følelser? Viste I de samme følelser på samme måde?

Tid: 20 minutter

Tegn, hvorfor Ellie er glad, vred og ked af det

Tal sammen i klassen. Hvad kan gøre Ellie glad? Hvad kan gøre Ellie vred? Hvad kan gøre Ellie ked af det?

Tag hver jeres foldebog frem.

Tegn på side 3, hvad I tror, kan gøre Ellie glad.

Fold side 3 op. Tegn på øverste side, hvad I tror, kan gøre Ellie vred.

Tegn på nederste side, hvad I tror, kan gøre Ellie ked af det.

Tid: 25 minutter

Enig eller uenig?

Hvordan har det været at lære mere om Ellie og hendes venner i dag?

Jeres lærer stiller jer nu nogle spørgsmål.

Sæt jer på bordet, hvis I er enige. Sæt jer under bordet, hvis I er uenige.

I behøver ikke at være enige. I skal gøre det, I selv synes.

Tid: 10 minutter